Kun naturlige ingredienser'. Lyder det sundt for dig? Det gør det nok for mange.

'Naturligt' er blevet et vigtigt mærkat, når der skal sælges fødevarer og kosmetik, og selv 'naturlig' medicin virker for nogle mindre afskrækkende end den 'syntetiske' slags.

Eksempelvis sagde Dansk Folkepartis Liselott Blixt for nyligt, at man sagtens kan tage medicinsk cannabis i brug uden først at lave kliniske forsøg, fordi cannabis jo netop er 'naturlig'.

»Det er jo bare en plante, som vokser ude i naturen. Det med, at alting skal være så stift, og at man kun kan indføre det, hvis det er klinisk testet, går ud over de patienter, som har glæde af medicinsk cannabis,« har sundhedsordføreren tidligere udtalt.

Læs mere på videnskab: Global bekymring - Medicinsk cannabis er alt for risikabelt

Men kan det virkelig passe, at vi generelt kan tillade os at være mindre på vagt over for naturens kemi end for den syntetiske form?


Kræftlægen: Meget medicin stammer fra naturen

Spørger man professor og kræftlæge Peter Hokland har det 'kunstige' fået unødigt meget modvind.

»Ordet kunstig i den her sammenhæng har en negativ betydning, og der er intet anstødeligt i, at man har gjort sig umage med at renfremstille et lægemiddel, hvor man rent faktisk ved, at det har en effekt,« siger Peter Hokland, som er professor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Han forklarer, at meget medicin, som i dag fremstilles syntetisk i laboratorier – for eksempel flere kemoterapi-midler – oprindeligt stammer fra planteudtræk. Her har forskere fundet frem til de mest effektive stoffer i udtrækket og derefter fremstillet det kunstigt i laboratoriet.


Naturen skal testes, hvis den skal i medicin

Forskellige planteudtræk kan indeholde forskellige stoffer og koncentrationer, og derfor er det vigtigt, at de plantestoffer, vi bruger til eksempelvis medicin, er gennemtestede og fremstillede under kontrollerede forhold, fortæller Peter Hokland.

»Noget af det vigtigste ved lægemidler er, at du kan stole på, at det lægemiddel, du får i år, er magen til det, som du fik sidste år og det, du får næste år. Derfor går produktionsprocessen på, at der skal være kvalitet, ensartethed og effektivitet. Det kan man kun opnå, hvis man har strikse produktionsfaciliteter,« siger Peter Hokland.

For ham handler diskussionen derfor ikke så meget om, hvorvidt det naturlige er bedre end det kunstige. Det er mere et valg mellem det naturlige og det rene fremstillede lægemiddel.

»Der vil jeg til hver en tid gå ind for det rene fremstillede og undgå blandingerne fra det naturlige,« understreger Peter Hokland.


Hudlægen: Der er ingen forskel – punktum!

Naturmedicin er altså ikke nødvendigvis den sikre vej, bare fordi det stammer fra naturen –  men hvad så med de naturlige ingredienser, som mange cremer og skønhedsprodukter bryster sig af at indeholde?

»Naturlige ingredienser er ikke bedre end kunstige. Tværtimod ved man mindre om dem, og vi ser også mange mennesker, som er overfølsomme overfor naturprodukter,« fortæller Klaus Ejner Andersen, som er hudlæge og professor i dermatologi ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet.

For eksempel kan parfume være meget allergifremkaldende, og det kan det altså, upåagtet om parfumen kommer fra en plante eller en kolbe, fortæller professoren.

»De kemisk fremstillede parfumestoffer er i første omgang udvundet i naturen, og så har man fundet ud af at lave dem kemisk. Så det naturlige er ikke bedre. Punktum. Der er ikke så meget at diskutere,« fastslår Klaus Ejner Andersen.


Toksikolog: Naturlighed er ikke lig sundhed

Også når det kommer til vores fødevarer, bliver vi ofte tilbudt det naturlige valg.

Du er måske stødt på, at din marmelade, bearnaisesauce eller kakaomælk kan indeholde 'naturlige tilsætningsstoffer', og det lyder måske også meget rart, at vores mad ikke er decideret unaturlig. Eller hvad?

»For mig giver det ingen mening at udelukke syntetiske ingredienser fra vores fødevarer. Sikkerheden ligger ikke i, om det er naturligt eller syntetisk. Det handler om stoffet. Alkohol kan du lave rent syntetisk, eller du kan få en gærbakterie til at gøre arbejdet. Men det er det samme stof, og det har den samme virkning,« siger Pelle Thonning Olesen, som er seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet.


Pesticider stammer fra naturen

Netop tilsætningsstoffer, som i daglig tale også kaldes e-numre, er noget, som mange bekymrer sig for. Men e-numrene kan altså både være naturlige og kunstige. Ifølge Pelle Thonning Olesen gør stoffets ophav ingen forskel for dets sikkerhed.

»Man skal være lige så påpasselig overfor naturlige ingredienser, som man er overfor syntetiske. Naturen er fyldt med en masse modbydelige stoffer, så for os er der ingen tryghed ved, om det er naturligt eller ikke naturligt,« siger Pelle Thonning Olesen.

Desuden stammer nogle af de stoffer, som mange til daglig forbander, oprindeligt fra naturen, fortæller seniorrådgiveren. Her har man først opdaget dem i naturen og derefter modificeret videre for at øge de egenskaber, man er interesseret i.

»Flere insektgifte har et naturligt ophav, hvor planterne selv har udviklet giften, og så har man arbejdet videre med dem kemisk for at gøre dem mere effektive. Så naturen er en stor inspirationskilde til det, man laver syntetisk.«


Økologisk er sundere – for miljøet

'Naturlige fødevarer' vil måske få manges tanker til at kredse om de økologiske æbler i supermarkedets grøntafdeling, men også her er det svært at give et entydigt svar på, om økologiske fødevarer er sundere end de konventionelle.

Økologiske fødevarer er i de fleste tilfælde fri for pesticider, som efterhånden har fået et blakket ry, men det har ikke nødvendigvis den store betydning for vores sundhed. Forskning fra DTU Fødevareinstituttet har vist, at der ikke umiddelbart er den store sundhedsrisiko ved at vælge de konventionelle æbler, der er blevet sprøjtet med pesticider.

Der kan dog være andre grunde til at gå efter det røde ø-mærke.

»Personligt ser jeg den største fordel ved økologi for miljøet. Det er bedre for miljøet, at det ikke bliver udsat for mange pesticider, fordi det kan gå ud over dyrelivet og være farligt for eksempelvis fugle,« siger seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet Annette Petersen.


Ikke underligt, at naturligt er et hit

Det handler altså generelt om de enkelte stoffers kemi og ikke så meget om deres ophav, når man skal afgøre, hvor sikre de er at bruge. Men hvorfor har mange af os så fået opfattelsen af, at 'naturligt' uden problemer kan oversættes til 'sikkert'?

Ifølge sundhedssociolog Pernille Tanggaard Andersen er det faktisk ikke så underligt. Vi er nemlig vokset op med en forståelse af, at det naturlige er det gode, forklarer hun.

»Det naturlige er noget, hvor vi ikke gør kål på den måde, vi har tænkt mennesket på gennem biologien, og naturvidenskaben spiller en kæmpe rolle for vores måde at opfatte os selv på som mennesker og er også meget bannerførende, når det kommer til de her diskussioner om, hvad der er det gode og rigtige,« siger Pernille Tanggaard Andersen, som er lektor i Sundhedsfremme, Syddansk Universitet.


Vi stoler ikke på det, vi ikke forstår

Hun påpeger også, at det kan være svært for os at afgive tillid til det kunstige, fordi vi har svært ved at forstå det sammenlignet med det naturlige, som ofte bare oversættes til 'en plante'.

»Det, som er naturligt, og som nærmest vokser i vores egen baghave, opfattes som noget, der er sundt og godt, men ligeså snart man blander kemi og videnskab ind i det, som mange ikke helt forstår, er det længere væk fra den enkelte, og så bliver det et abstrakt system, som nogle ser som farligt. Så der er helt klart nogle tillidsstrukturer i forhold til det naturlige og kunstige,« siger Pernille Tanggaard Andersen.

Af: Videnskab.dk

 

Senest opdateret: 13. december 2017

Se øvrige nyheds artikler under temaet Krop & Sundhed.